Program for Copenhagen Harbour Parade 2023

'Goplen'

Af Birgit Løkke

Goplen er et skulpturelt lys- og lydværk, der er skabt af billedkunstner og percussionist Birgit Løkke. Goplen er vidne til havets tilstand. Den har sejlet i oceanerne i mere end 500 millioner år. Den kan fortælle os noget om klimaet, da forskere har fundet ud af, at varmere temperaturer øger goplernes antal. Det skyldes alger tilvæksten. Den trives nemlig udmærket i næringsrigt vand fyldt med alger, da den ikke er afhængig af sine 8 øjne, når den søger føde. Det stigende antal gopler fortæller os også, at det kan gå ud over fiskebestanden, da goplen spiser fiskeæg og yngel. Den har hverken hjerte eller hjerne….og den lukker lort ud af munden – i bogstaveligste forstand.

Værket “Goplen” placeres med sin krop på en sejlende båd, hvor den slæber sine lange nælde-tråde, som et langt slæb efter sig og belyst af en undervandsprojektør lyser havnen op. Kroppen belyses indefra, hvor Birgit Løkke også performer.

Goplen vækkes til live og gives en stemme gennem Birgit Løkkes vokal, havets lyde og andre forunderlige klange, der inviterer alle på havnen til at stoppe op og lytte. Goplen har meget på hjerte, som den gerne vil fortælle. Når den flyder gennem havnen, får man mulighed for at blive forundret over havet, dets væsner – og ikke mindst vores egen rolle i den store fortælling. 

Birgit Løkke forener kunst og videnskab i sine projekter. Hun lader kunsten sanseliggøre naturvidenskabelige fænomener, og hendes mission er, at vi med vores sanser via kunsten begriber den verden vi er en del af. Hun interesserer sig for skjulte lyduniverser, der ikke umiddelbart er hørbare.

Medvirkende: Birgit Løkke (perc, elec, vcl) 

Kuratering: Copenhagen Harbour Parade  

Performer d. 11. august kl. 21.00 ved Kyssetrappen (Ofelia Plads), 21.30 ved Nordatlantens Brygge, 22.25 ved Gammel Strand & 23.10 ved Kyssetrappen (Ofelia Plads)