Program for Copenhagen Harbour Parade 2023

'Duet for Ballerina and Cello'

Af Astrid Grarup Elbo & Rasmus Støier Andersen

I de seneste år er det blå byrum i København blevet et super populært og benyttet område, som alle nyder godt af. Vi konfronteres sjældent med, at dette ikke er en luksus, der er alle forundt. 

Med sprøde toner og fin ballet, lægger Astrid Grarup Elbo og Rasmus Støier Andersen fra land. De performer værket ‘Duet for Ballerina and Cello’, hvor de kommenterer på overforbruget i Vesten, der resulterer i miljøkatastrofer i fattigere lande. Det er set tidligere og sker i stigende omfang, at den globale opvarmning forværres på baggrund af Vestens stigende overforbrug og CO2-aftryk. Denne performance rykker derfor ud på vandet, hvor omdrejningspunktet for værket er oversvømmelserne i Pakistan og Sydsudan. 

Sammen undersøger kunstnerne gennem deres performance en ny fælles kunstnerisk praksis, hvor de forsøger at nedbryde forholdet mellem musikeren og danseren. De udtrykker sig gennem hver sit ‘sprog’ og afspejler herigennem to mennesker, der kommunikerer.

Astrid Grarup Elbo er solist ved Den Kongelige Ballet og har på Det Kongelige Teater spillet hovedroller som ”Prudence” i John Neumeiers Kameliadamen, ”Hjerterdame” i Christopher Wheeldons Alice i Eventyrland og ”Sukkerfeen” i George Balanchines Nøddeknækkeren. Astrid Grarup Elbo vandt i 2020 en Reumert for Årets Danser for sin rolle som ”Bonnie” i Betty Nansen Teatrets danseforestilling Bonnie & Clyde. I 2017 fik hun sin spillefilmsdebut med rollen som ”Polly” i Birgitte Stærmoses Darling og i 2018 modtog hun Dronning Ingrids Hæderslegat.

Rasmus Støier Andersen er en dansk cellist, der som solist har optrådt med flere danske orkestre og ensembler. Han har som kammermusiker vundet én førsteplads og to andenpladser ved Køge Kammermusikkonkurrence. 

Medvirkende: Astrid Grarup Elbo (ballet) & Rasmus Støier Andersen (cel)

Kuratering: Copenhagen Harbour Parade 

Performer d. 11. august kl. 20.45 ved Kyssetrappen (Ofelia Plads),  21.15 ved Nordatlantens Brygge, 22.10 ved Gammel Strand & 22.55 ved Kyssetrappen (Ofelia Plads)