Program for Copenhagen Harbour Parade 2023
’Oceans of Oneness’ – fotografisk lysprojektion med speciel komponeret undervandsmusik
Af Henriette Lykke
’Oceans of Oneness’ er sammensat af undervandsfotografier og fotografier af bølger. Det stille og lydløse. Det vilde og buldrende. I værket indgår fotografier fra Sinai ørkenen’s Røde hav, Laplands kilder, Kattegat og Sveriges søer. Farverne på en del af fotografierne er forvrænget og fremstår uvirkelige, som en kommentar til den måde vi mennesker forurener og behandler havet og vores drikkevand på.
Havet er fascinerende og verdenen under havets overflade er en helt anden verden end den i luften. Hvad gemmer der sig under havets overflade? Udover det mørke dyb, de to millioner forskellige arter, der findes i havet, plus det faktum at havet i sin essens rummer livets historie, åbenbarer havet en verden, som er den største og vildeste natur vi har tilbage.
Alle jordklodens oceaner hænger sammen i et stort hav, verdenshavet, 71% af jordens overflade. Livet i oceanerne er en guldgrube. I havenes øvre vandmasser har sollyset og havstrømmene vital betydning for det mikroskopiske planteplankton, som er grundlaget for udbredelsen af det øvrige mangfoldige plante- og dyreliv.
I dybhavet, hvor solen ikke kan nå, findes også en utrolig fauna, som både direkte og indirekte holdes i live gennem planktonet i overfladen. Dyre- og plantelivet findes her på havbundens sletter og rev, ved de undersøiske bjergrygge – som er verdens længste – i de store kløfter og i de varme kilder.
Ingen ejer havet og havet er stadig for mennesker et ukendt terræn. For eksempel kender vi kun til 0,0001 procent af dybhavets bund.
Henriette Lykkes kunst har udgangspunkt i fotografiet. Hun har siden midt 90’erne arbejdet med fotografiet på undersøgende og eksperimenterende måder. Fotografiet kommer med i en undersøgelse af arbejdet med mixed media, lys og transparente materialer. At bringe lyskilder ind i det visuelle univers sammen med en bred vifte af materialer er en evig inspiration og kreativ proces. Lykke arbejder med lyskunst som en del af hendes kunstneriske udtryk, som ofte inddrager naturen og menneskets modspil eller sammenspil med naturens rum og elementer.
Værket ’Oceans of oneness’ hænger sammen med Copenhagen Harbour Parade’s værker ’Bodies of Water’, ’Quick Fix’, ‘Beneath the Surface’ og ‘Blæretang’.
Kunstner: Henriette Lykke, Kunstsalonen v/ Henriette Lykke
Lyd: Musikken er med instrumenter som hang, fløjte, sang og et scenarie af undervandslyde af Daniel Sedona og Kristian Gjesing.
Kilder: Miljøstyrelsen, Danmarks Naturfrednings Forening