Program for Copenhagen Harbour Parade 2021

Cykelklokkesymfoni

Katrine Ring meets Liljedahl

Nogle er næsten stumme og andre klinger i evigheder. Andre igen har så mange overtoner, som var det et eventyr, der udfoldes rent lydligt. Cykelklokkerne er genkendelige i deres poesi og deres aggressive fremfærd – akkurat som cyklerne selv. Ligesom byens cyklister, snakker, griner og råber cykelklokkerne til hinanden. 

Det at tage en cykelklokke ud af kontekst og funktion, er et gammelt kunstnerisk greb. Det er mere, hvad man kan få ud af det, som er nyt og sjovt. En trafikal advarselslyd – som en cykelklokke i bund og grund er – kan blive en blid og behagelig lyd alt efter, hvordan den bliver behandlet med lyd og effekter, og hvordan den afspilles og fortolkes i forhold til det konkrete offentlige rum. 

København er en kendt cykelby og symfonien består af optagelse af cykelklokker på og omkring Nørreport Station. I stedet for at køre på vanlige veje i København, bliver lyden af byens cykler opsat i et nyt format – Københavns vandveje hvor byrum, musik og mennesker mødes på en nyskabende og grænsebrydende måde.

Komponist og DJ Katrine Ring nyfortolker lyden af din by, når hun åbner op for nye dimensioner af et lydunivers vi dagligt konfronteres med – lyden af cykelklokker. Dette præsenteres visuelt med en installation af cykler og mennesker sat på vand i samarbejde med interaktiv installationskunstner, Christian Liljedahl. 

Line-up: Katrine Ring (komp, DJ), Christian Liljedahl (designer)

Kuratering: Copenhagen Harbour Parade